Referat af artikel i Crops, oktober 2000

På en konference for reduceret jordbehandling i Frankrig, talte den uafhængige rådgiver Steve Townsend under overskriften "Kend din fjende og ram den, hvor det gør ondt!"

Et simpelt svar, men det er nøglen til at få reduceret jordbehandling til at fungere. Græsukrudt fik en særlig opmærksomhed, og alle var enige om at det takles bedst inden såning (selvom de ellers har alle kemiske midler til rådighed i de andre EU lande (SI)). Mange rådgivere misser denne pointe, man behøver at vide hvor og hvordan de gror. Hans løsning er at fremme betingelserne for at få ukrudtet til at spire, og så sprøjte glyphosfat. Spildkerner skulle også gerne bringes til spiring, men de skal holdes i overfladen, så undlad at begrave dem.

Når det gælder skadevoldere, er der kun en fjende: snegle. Snegle kan ikke lide fine tætte såbede, de trives i klumpede betingelser. Der findes sjældent snegle i foragre, hvor jorden er pakket. Et fint såbed holder sneglene på overfladen, udsat for sol og vind.

Afgrøderester er et andet problem, og er nok årsagen til at direkte såning ikke blev nogen succes i 1970'erne. Det er vigtigt at få en god indarbejdning, hvilket giver en god kontakt imellem jord og halmpartikler, men det er vigtigt at holde den snittede halm i "rådningszonen" - de øverste 5 cm af jordlaget. Det er hvor der er tilstrækkelig iltforsyning til en god aerob bakterie aktivitet, hvilket fremmer nedbrydningen af strå.

Hvis halm ikke rådner ordentligt, kan der i stedet dannes toxiner, som virker hæmmende på den efterfølgende afgrøde. Dårlig indarbejdning kan resultere i dårlig iltning.

I tyskland har de store mængder halm og et andet problem, nemlig mus. For meget halm kan resultere i store populationer af mus, og der er konstateret udbyttetab på op til 15%.

Et andet problem i tyskland er fusarium. Det er et voksende problem, og er blevet endnu mere aktuelt med nye EU begrænsninger for forekomsten af mycotoxiner i korn.   Ni års forsøg har fokuseret på at afklare, hvorledes jordbearbejdning har indflydelse på sygdommen. Og resultaterne er overraskende: dyrkningssystemerne med de laveste forekomster af sygdommen viste sig at være der, hvor reduceret jordbearbejdning blev praktiseret, hvorimod plovbaserede systemer frembragte den højeste fusarium forekomst.

Men systemer med reduceret jordbehandling vil nødvendigvis give mere halmmateriale i overfladen, og det er anset for at være den største smittekilde til fusarium indtil foråret, hvor det overføres til den næste afgrøde. Så hvordan kan direkte såede afgrøder være de sundeste? Svaret er, at mikroorganismer hjælper til at nedbryde fusarium. Når halmen i stedet nedpløjes, konserveres smitten (sporerne) indtil den igen pløjes op det efterfølgende år.