Ved pløjefri dyrkning frygter praktikere ofte udbyttetab eller stærkere sygdomstryk. Står det virkelig sådan til? Professor Dr. Klaus Schlüter og Borusso Von Blücher rapporterer fra langvarige forsøgserfaringer.

Mens pløjefri dyrkning er i hastig fremgang i storbedrifterne i Øst- og Nordtyskland, er bedrifterne i mellemstørrelsen ikke så begejstrede for denne fremgangsmåde endnu. Udseendet af pløjefri marker i efterår og forår kræver utvivlsomt tilvænning. Ofte har man det indtryk, at de unge raps- eller kornplanter vil gå til i jordoverfladens mængder af strå og stub. Først senere i foråret præsenterer disse planter sig ikke anderledes end konventionelt dyrkede!

Foruden det optiske indtryk, stiller praktikere også en række andre spørgsmål:

• Forekommer der ændringer i udbytte, sygdomstryk eller ukrudtsbestand?
• Hvorledes udvikler bladseptoria, hvedebladplet og aksfusarium sig ved pløjefri dyrkning?
• Hvorledes skal de rigelige mængder halm håndteres, ofte med en snitterkvalitet der kunne ønskes meget bedre?

Hertil kommer, at stråfordelingen af de oftest alt for lange halmstykker særligt i Nordtyskland er et stort problem på grund af de herskende kraftige vinde. På grund af disse ulemper bliver de mulige fordele ved pløjefri dyrkning desværre fortrængt: afgrøderester er på husdyrløse bedrifter den vigtigste kilde til organisk materiale og kan ved grundig snitning og indarbejdning i jorden hurtigt omsættes. Dermed forbedres muligheden for at fjerne næringsgrundlaget de svampesygdomme der kan overleve på halmrester.

Desuden kan maskinomkostningerne sænkes, og der kan dyrkes mere jord med stadigt stigende besparelsespotentiale. Dertil kommer den usædvanligt høje kapacitet ved denne teknik. Af disse årsager har muldsåningsteknikken vundet kraftig udbredelse i Østtyskland de seneste år.

Er de nævnte planteavlsmæssige problemer virkelig så alvorlige eller bliver de direkte overdrevet? Hvordan udbytter og de forskellige hvedesygdomme udvikler sig ved pløjefri dyrkning , viser resultaterne af et flerårigt forskningsprojekt, som Faghøjskolen i Kiel har gennemført.

Hvorledes udvikler udbytterne sig?

Siden undersøgelserne begyndte, blev der ved siden af hvede monokulturforsøgene også afprøvet et typisk Schlesvig-Holstensk sædskifte med raps-vinterhvede-vinterbyg sædskifte under begge jordbearbejdningssystemer.I praksis er der de seneste år sket en fortrængning af vinterbyg til fordel for hvede. Det skal ikke glemmes, at det er lettere at etablere vinterraps i midten af august, når forfrugten er vinterbyg. I de fleste bedrifter vinder vinterbyggen dog igen indpas på grund af af stort udbyttepotentiale og forbedret stråstivhed hos de nyeste sorter.

Den vigtigste konstatering forsøgene har givet for praksis er: Udbyttemæssigt viste der sig over de syv forsøgsår en ganske entydig tendens. Pløjefri vinterhvede lå i sædskiftet raps-hvede-byg fra 1994 til 2001 tydeligt udbyttemæssigt over niveauet i de pløjede forsøg! Udbytteudviklingen ses i grafen.

Forsøgene er udført med den samme sort (Zentos) i alle årene. 2x fungicidindsats. Landsgennemsnit 1994=100%

Gælder denne trend også for en hvede i monokultur? Dyrkningen af flerårig hvede ved muldsåning er i fremgang. Enhver planteavler kender imidlertid de typiske effekter af at dyrke flerårig hvede: tilbagegang i udbytte de første år som følge af sygdomme som fodsyge. Senere stabiliserer udbyttet sig via tilpasning af de naturlige sygdomsmodspillere i jorden. I praksis er dette system ret dyrt købt, da kvælstofniveauet skal hæves.

Overraskende konstatering i de langvarige forsøg: Modsat alle forventninger havde monokultur hveden i det pløjefri system meget hurtigere genvundet det oprindelige udbytteniveau. Hveden i de pløjede forsøg kunne derimod først genvinde udbytteniveauet i det sidste forsøgsår (se grafen).

Pløjefri Zentos hvede i monokultur opnåede langt hurtigere end pløjning det oprindelige udbytteniveau.

Dermed bekræftes den teori, som en pioner indenfor pløjefri dyrkning i Schelsvig-Holsten har observeret i praksis. Mange faktorer har indflydelse på at monohvede etableret med muldsåning kan gennemløbe en så positiv udvikling. Medvirkende er ikke kun den meget vigtige og accelererende evne til nedbrydning af inficerede planterester, som udføres af mikroorganismer i jorden. Også den høje aktivitet af regnorme bidrager i høj grad hertil.

Stiger forekomsten af septoria og hvedebladplet?

Siden begyndelsen af 80erne har septoria etableret sig fast i Nordvesteuropas hvedearealer. I Schleswig-Holsten er den således den alvorligste sygdom tæt fulgt af meldug. Den tiltagende forekomst af septoria var utvivlsomt en følge af den kraftige udbredelse af hvededyrkningen.

Videnskabelige undersøgelser i England og USA har på det seneste bekræftet den formodning, at sygdommen kan spredes med vinden. Det resulterer i en smittespredning og startangreb i efterår eller forår, hvor fugt sikrer svampen en hurtig udbredelse.

Relativt nyt er derimod skadebilledet af hvedebladplet (DTR, Drechslere tritici-repentis), i Nordtyskland. Denne svampesygdom kræver i modsætning til Septoria mere varme og bliver særligt til et ægte problem, når hvede dyrkes i monokultur i pløjefri dyrkning. Da kan svampen nemlig overvintre på strå- og stubrester, og om foråret direkte angribe planterne. I modsætning til septoria, er udviklingstiden hos DTR meget hurtigere, så svampen kan under optimale betingelser meget hurtigere føre til bladtab og kraftige tab.

For hvede i sædskiftes vedkommende, var forsøgenes alvorligste svampesygdom septoria. Selvom det var forventet, kunne der ikke konstateres en forøgelse i angrebsgraden af denne sygdom i de muldsåede arealer. I alle situationer var udgangsniveauet om foråret identisk uanset pløjning eller muldsåning.

Det var ganske tydeligt, at tilstedeværelsen af afgrøderester i jordoverfladen og jordprofilen på ingen måde virkede fremmende på angreb af septoria.

Efter flere år pløjefri dyrkning, er forekomsten af DTR i monohvede uundgåeligt. På grund af dette, blev de pløjefri parceller ofte meget kritisk undersøgt. I princippet er det således, at DTR overtager plads fra septoria.

Septoria er desværre også tilstede om foråret i den muldsåede monohvede, men bliver på grund af DTR’s hurtigere udvikling og udbredelse næsten fuldstændig fortrængt.

Fungicidindsatsen ad to gange kunne præstere en effektiv bekæmpelse af denne aggressive sygdom.Grafen på næste side viser tydeligt denne effekt. Den i praksis udbredte fungicidstrategi med tre behandlinger, giver en endnu højere bekæmpelsessikkerhed.

 Procent angrebsgrad på fanebladet vurderet den 4.7.2000

Hvorledes går det med goldfodsyge?

Denne rodsygdom kan under bestemte betingelser føre til alvorlige udbyttetab i de første år med hvede i monokultur. Alt efter tidspunkt for infektion, tidsrum til udvikling, vandforsyning til afgrøden og overvintring kan sygdommens skadevirkninger være meget forskellige.

Forskellige bejdsemidler med effekt på goldfodsyge har givet forventninger om tydelige udbyttestigninger, som dog ikke altid bliver opnået. Der skal imidlertid huskes på, at symptomerne på rodsygdommen også forårsages af knækkefodsyge og forskellige fusarium arter. At diagnosticering af skadesymptomerne ikke er enkelt at gennemføre, er måske mange gange årsag til en manglende klar indentifikation.

Efter nogle år med monokultur indtræffer der en stabilisering i jorden af angrebsgraden. I vores forsøg indtraf denne situation meget hurtigere i den pløjefri dyrkning end i den konventionel le dyrkning. I denne proces er alle jordbakterier medvirkende til at hæmme goldfodsygens udvikling. Derudover fører en stigende nedbrydningsevne af strå og stub til en væsentlig reduktion af angrebspotentialet, fordi mange skadelige svampesygdomme fratages deres overlevelsesmuligheder.

Effekten af bejdsemidlerne Jockey og Latitude blev her afprøvet i forsøg i årene 1999 og 2001, efter at den flerårige hvededyrkning var kommet i balance. I oversigten er de forskellige varianter sammenstillet. I vores undersøgelse – som i mange andre – påvistes ingen sikker udbytteeffekt af Jockey i år 1999.

Derimod medførte en indsats med Unix ved den første fungicidbehandling i st. 32-37 en tydelig effekt. Årsag: Der var et let angreb af knækkefodsyge og der var effekt af Opus Top imod septoria.

Også indsatsen af Latitude (2001) viste ingen udbyttestigning overfor standardbejdsningen. Merudbyttet for brug af Unix var i år 2001 mindre på grund af lavere angrebsgrad af knækkefodsyge. Merudbyttet var dog statistisk sikkert.

Specialbejdsnings udbyttepåvirkning mod goldfodsyge

(1) Opus Top st. 32-37; Opus Top+Amistar st. 39-51. Gennemsnit af 4 forsøg i monokultur hvede (sorten Zentos); Jockey 1999; Latitude 2001

Detaljer om forskningsprojektet med pløjefri dyrkning

Fra 1994 til 2001 blev forsøg med forskellige sædskifter og med forskellige teknikker til jordbearbejdning gennemført: den klassiske etablering med pløjning og muldsåning. En effektiv indarbejdning af afgrøderesterne blev prioriteret højt. Da de store redskaber der anvendes i praksis ikke var brugbare til forsøgsparcellerne, blev stubbearbejdningen udført med en rotorharve og en stubharve med fuld gennemskæring. Ved såningen blev jorden bearbejdet med rotorharve og såmaskine med skiveskær.

Den samlede forsøgsflade bestod af et areal på fem hektar, hvor de samme redskaber udførte jordbearbejdning hvert år. Forsøgene fand sted ved Rendsburg på en parabrunjord ( type 48-50). Denne jordtype er i meget udbredt i Schleswig-Holsten og Mecklenburg-Vorpommern. Nedbøren var godt fordelt, men i mange år kan der forekomme forsommertørke. På grund af de vindåbne områder, kan der forekomme en langsommere jordopvarmning i foråret.

Forsøget fulgte gældende regler for god faglig praksis. Der var fastlagt en øvre grænse på 200 kg kvælstof til afgrøderne. Fungicidindsatsen blev styret af en beregningsmodel udført af Kiels universitet.

Intet sortsskifte

For at kunne sammenligne årenes data, skete der ingen udskiftning af sorten i forsøgsårene. Som vinterhvedesort valgtes den specielt meldugresistente E-sort (topbrødhvedekvalitet) Zentos. Herved kunne fungicid indsats og overvågning koncentreres om septoria. Herved kunne jordbearbejdningens indflydelse på denne vigtige sygdom bedre observeres.

I sammenligning med de i dag udbredte sorter i Nordtyskland falder Zentos udbyttemæssigt igennem, selvom nogle af forsøgene præsterede mere end 100 hkg/ha. Her er det også vigtigt at erindre, at en sort med god sygdomsresistens anvender en del af sit stofskifte på at afværge sygdomsangreb.

Forekomst af aksfusarium

Betydningen af aksfusarium i vinterhvede er siden problemåret 1998 blevet meget intensivt undersøgt. Dengang viste alle undersøgelser, at majsstub gav overlevelsesmulighed for sporer af fusariumsvampen. Derfra spredes sporerne i foråret med vinden til andre områder, og kan herved smitte korn. Under gunstige betingelser kan smittetrykket blive meget højt, og under blomstringen inficeres aksene.

Majs som forfrugt til hvede frembringer således et betydeligt højere smittetryk, så der i disse tilfælde må advares imod pløjefri dyrkning. Denne erkendelse bliver desværre ofte fortolket således, at pløjefri dyrkning i sig selv er med til at forhøje smittetrykket.

I rammerne af vores undersøgelse, viste der sig følgende billede: belastningen af fusariumtoxin i kernerne lå i alle forsøgsårene enten under grænsen for analysemulighed eller var (kun i 1998) langt under toxingrænseværdien for levnedsmidler.

Men hvedesorten har også betydning, og sorten Zentos udviser kun ringe modtagelighed for fusarium. Dertil kommer også anvendelsen af strobiluriner imod septoria imellem stadie 39 og 51.

Som de tidligere undersøgelser har vist, kan en senere anvendelse af strobiluriner føre til en højere angrebsgrad af fusarium.

Konklusion

Resultaterne af de praktisk udførte forsøg med sammenligning af det konventionelle system med muldsåning i forskellige sædskifter er opløftende. Vinterhvede i det pløjefri system udviste i såvel monokultur som i rapssædskifte tydeligt højere udbytter end i det pløjede system, selvom den samlede mængde halmmængde blev efterladt.

Indsatsen af bejdsemidler imod goldfodsyge bragte i de langvarige hvede monokultur forsøg ingen merudbytter, da jordmikrobeorganismerne allerede udøvede en tydelig undertrykkelse af sygdommen.

Disse observationer bekræftet af mange andre oberservationer i Nordtyskland. De der begynder at dyrke hvede i monokultur på mildere til lettere jordtyper, kan under bestemte forudsætninger opnå en reduktion i angrebene af goldfodsyge.

Dyrkning af sorten Zentos i et pløjefrit system udviste ingen forhøjet belastning af fusarium svamp. I pløjefri dyrkning af hvede i monokultur kan der forekomme kraftigere angreb af hvedebladplet (DTR) og septoria kan blive fuldstændig fortrængt.